Home » Adventures » Katastrofe på Titan

Katastrofe på Titan

Anmeldelse: 

pris: 55,- kroner.

For et par måneder siden skrev jeg en artikel i Adventure Posten med titlen “Vær dansk, køb udenlandsk”. - Den handlede om at købe spil direkte fra England udenom de danske importørers profit­hungrene muldvarpe­skinds­punge. Men hvad siger du til at få et 3~parts adventure på postordre i Danmark og så til en pris af kroner 18,33 per part?
Det er ikke fup - det er SEPIA adventures. Jens-Erik (den gamle) Kjeldsen har tømt GAC+ totalt for hukommelse tre gange og leveret et sammenlænket rumspil i 3 store dele, hvor plattet er således:
Du, Kaptajn Kim Starbuck, skal væk fra EXPLORER - en base på Saturns måne - hvor dræberrobotter er hverdagskost. Da du kommer til dig selv er generatoren på EXPLORER ude af drift og i mørke, hvis du da ikke formår at finde en lyskilde, skal du søge efter overlevende medlemmer af besætningen og sammen med dem få generatoren igang igen, inden du til sidst kan hæve dit rumskib fra overfladen med kurs mod jorden, Men som om dette ikke var nok. I dit rumskib skjuler sig den mest destruktive robot af alle, den ultimative killer-robot, der på hele turen tilbage til jorden vil forsøge at tilintetgøre dig. Når du ikke at komme af med den, ser det ud til at ikke blot din og dit mandskabs skæbne, men også jordens trues....
Den Gamle har som tidligere nævnt fyldt GAC’en 3 gange og ved hjælp af den nye programmeringsteknik, der er lagt for dagen i GAC+, gjort det muligt at gå mellem alle 3 dele uden at skulle slukke computeren og tænde den igen, ligesom tilfældet var det i f.eks. Dracula og Frankenstein.
Hvad du her får for pengene er faktisk en rumversion af Dracula, ligeså nervepirrende og sprængfyldt med action og atmosfære. Har du hang til løsslupne robotter a’la Suspended fra Infocom, humor som hos Magnetic Scrolls og knald svære, men logiske, puzzles, så er dette absolut et spil for dig. Jeg lover dig for, at toilettet i part 3 vil få mange smil over dine læber, for ikke at nævne det megen graffiti, der er diskret malet overalt på EXPLORER. Jeg vil også tro, at navnet på dit rumskib vil falde dig i god smag, når du åbner manualen, mere skal ikke afsløres her. (Blot at en kendt dansk popstjerne tilbage i ‘72 havde en gruppe af samme navn. Og så spørger jeg mig selv om Den Gamle var ude på eventyr også dengang?).
Katastrofe på Titan er et adventure, der lægger ligeså meget vægt på at servere en god portion humor til den kræsne spiller som tilfældet er det med puzzles. Der er rig mulighed for at gøre ting i spillet som ikke er et direkte led i løsningen, men blot indlagt for at presse atmosfæren endnu en tand i vejret. -Og glem så ikke, at lokalitetsbeskrivelserne, svarene (såvel de humoristiske som alvorlige) denne gang er på dansk. Her er endelig et adventure, hvor selv nybegyndere indenfor genren får det hele med. Et godt supplement til Beginner’s Hints - der blot denne gang er i en så flot og billig udgave, at alle burde være med.
Det er efter min mening “svineri” ikke at bakke op om Den Gamle (han er faktisk ældre end Danmarks Akvarium) og ofre de 55,- kroner. Han har trods alt brugt eet helt år på spillet, så smid ikke det medsendte girokort ud. Os der har set, testet og løst spillet ser med forventning frem til en fol-low up, der dog kun er betinget af een ting: “At du også køber ‘Katastrofe på Titan’”.

Lyd: 
Som altid i GAC’en er der kun et højt dyt, når du taster forkert (tror du). En overfed samplet intro af “Rigtige Venner” toner frem, som et kompliment til A-MOC s “nabo”.
Grafik: 
Ren text. Den Gamle ved, hvad experterne forlanger af et adventure.
Parser: 
Som GAC’en nu formår det. Der er en del ventetid, men ikke i samme grad som hos Infocom og Magnetic Scrolls. (I Titan tager en kommando i gennemsnit 5-7 sekunder, hvor jeg i Lurking i Horror var ude for at “Say hello to the hacker” tog 27!).
Parser Score: 
60%
Ordforråd: 
Den Gamle har lagt vægt på det vi ;alle sammen hungrer efter, nemlig synonymer. Hvorfor kun tillade eet, når man kan finde fire andre, der betyder det samme? Og så er der også gjort brug af, at spillet i hver del forstår 255 verbs, nouns og adverbs.
Ordforråd Score: 
68%
Sværhedsgrad: 
I kraft af sin logiske opbygning er Katastrofe på Titan ikke et af de sværeste spil, jeg har løst. Dog sad jeg af og til fast -(så fast, at Den Gamles helpline måtte træde til) - men aldrig på grund af manglende logik.
Sværhedsgrad Score: 
69%
Præsentation: 
Her serveres du for en førsteklasses indpakning. Ikke noget med en diskette i en kuvert, nej direkte i en plastbetrukket pap- æske. En 8-sidet grundig manual i A5-størrelse er inkluderet i æsken, og layoutet på skærmen er godt sat op.
Præsentation Score: 
90%
Valuta for pengene: 
Her får du alt, hvad du overhovedet kan forlange af et adventure. Prisen på 55,- kroner kunne meget vel have været tilsat et 1-tal, men Den Gamle insisterer stadig. Han vil holde piraterne væk, og det skal vi nok hjælpe ham med. Her er et spil, der til pengene får Mastertronic til at ligne jubelnarer.
Valuta for pengene Score: 
98%
Subjektiv vurdering: 
Det er GAC, det er godt. En sammenligning med det danske “Eventyret” ville være synd for “Titan”. Det er nemlig en klasse bedre, og med det har SEPIA adventures formået at bringe dansksprogede eventyr frem i de forreste rækker. - Tilbage har jeg kun at sige: “Synd at englænderne ikke forstår dansk”.
Subjektiv vurdering Score: 
94%
Kommunikation: 
Ingen karakter her. Du kan “tale over” dig til dit mandskab, men det er også det hele.
Atmosfære: 
Der er en knaldgod atmosfære her. Omvandrende robotter med ladte laserkanoner, flygtende mandskab og hvirvelvinde, en udsættende generator og et informativt observationssystem holder hele tiden gang i handlingen.
Atmosfære Score: 
72%
Hints: 

-Hvad skal jeg gøre ved robotten nord for mellemgangen? Jeg har et gevær, men kan ikke få det til at skyde. Hvordan spiller man billard?

*Okay Tino: Grunden, til at du ikke kan skyde med geværet, er, at du ikke har batteriet til at lade det med. Prøv at undersøge dig frem i ekspeditionslageret. At spille billard ville være meget dumt af dig, da kuglerne nemt kunne ødelægge dit eksistensgrundlag. Tænk derfor ikke mere på det!


-Brian lassen kan hverken åbne glidedøren i messehallen, døren I radiorummet, metalskabet eller døren ind til anden del af basen. Brækjernet vil ikke noget, og strålegeværet vil kun jorde robotter. Og oveni alt det dør han, fordi han Ikke har et stof, som heller ikke kan findes!

*Pyha, Brian, Var det ikke noget med en komplet løsning, hva? Dørene er måske lidt trickede. De skal ordnes på bestemte måder og her bliver jeg nødt til at skære igennem for ikke at røbe for meget, da spillet er temmeligt nyt. Ellers får jeg bare sparket af alle de andre Titan-spillere. Brækjernet vil ganske rigtigt ikke noget, men det vil dit mandskab! Robotterne skal jordes og du dør fordi du ikke er den store sportsmand. Kugleskør er du dog ikke, så længe du har to hvide og en rød at rykke med.

Forsiden af Vol 3, no 4 - 1989
Forsiden af Vol 3, no 3 - 1989
Forsiden af Vol 3, no 2 - 1989
Subscribe to RSS - Katastrofe på Titan