Fåes til ZX-Spectrum 48K, Atari, Dragon, BBC, Electron og CBM 64 (og iøvrigt de fleste andre). Pris: Kr. 100,00 (grov overpris). Version testet: CBM 64.
Det er nat, og derfor er det mørkt. Du er journalist og skal redde Dr. Potter. På det seneste har der lydt underlige lyde fra hans øde hus på heden. Og det er ikke fordi, han har holdt abefest eller læst Adventureposten.
Dette halsbrækkende plot er du kastet ud i fra starten (plus en evig kamp med en elendig parser og dårlig grafik).
Ind i huset, ned i kælderen (neej nu må vi ikke røbe det hele) og hvad så? Sjov maskine trykke-trykke-knappe-knappe-prikke-prikke og hvad så? Jamen hov, det var en TIDSMASKINE (se titlen)!!! Herefter følger en endeløs lallen rundt i fire forskellige (og iøvrigt uinteressante) tidszzzzzoner, f. eks, skibet Mary Celeste, Ægypten, Oldtiden og fremtiden (HOV, der kom vi til at røbe det hele)! Til sidst redder du doktoren efter et par totalt ulogiske "kommandoer". Computeren udråber dig til en helt, og det følte vi passede godt til os.